PERMANENT UDSTILLING

Flintminen

Stenalderen 11.000-1700 f.kr.

I Thisted Museums stenalderudstilling går du på opdagelse i de ældste tider. Her møder du spor efter jægere og bønder, og en ældgammel industrihistorie, hvor stenalderfolkene gennem hændernes slidsomme arbejde frembragte flintesten fra dybe skakter. Grove flintplanker kunne eksporteres, men noget af flinten kunne også bearbejdes til de fineste våben og redskaber.

Thyboernes historie begynder med stenalderen – en lang periode med flintestenen som et centralt omdrejningspunkt

Museets ældste fund er en flintspids, tabt af en uheldig jæger for ca. 13.000 år siden. Isen havde trukket sig tilbage, og på tundraen og i de åbne birkeskove strejfede rensdyr, elg og kæmpehjort omkring. Efterhånden blev klimaet varmere, birkeskoven blev til urskov, og der kom flere mennesker.

For 6000 år siden kom nye folk op sydfra med ny viden og ny teknologi, der vendte op og ned på tilværelsen. Jægerstenalderen blev til bondestenalder. Skov blev fældet og jorden opdyrket. Man byggede monumenter over de døde, ofrede rav og økser i søerne og moserne og begyndte at hente flint op fra dybe mineskakter i undergrundens kridt.

Da stenalderen sluttede, var Thy et bondeland med huse, små kornmarker og store overdrev, hvor får og kreaturer græssede. Urskovens tid var omme.

PERMANENT UDSTILLING

Gravhøjen

Bronzealderen 1700-500 f.kr.

”Lige så langt øjet rækker rejser et hav af gravhøje sig som boblerne i en gryde med kogende vand.” (Rejseskildring af H. Marryat ved besøg i Thy, 1860)

Som en del af Thisted Museums arkæologiske udstillinger finder du Gravhøjen, hvor vi fremviser nogle af de ypperste fund fra bronzealderen. På rejse gennem Thy går der ikke længe, før det står klart, at Thy er gravhøjenes land. Citatet fra den engelske rejsebogsforfatter vidner da også om, at der her er helt særligt mange gravhøje. Engang var der mere end 4.000 gravhøje i Thy, men kun lidt over en fjerdedel fredet og bevaret til i dag.

Med bronzealderen blev Thy en del af et stort netværk, der strakte sig fra Sydskandinavien helt ned til Middelhavet. Spiralornamentikken på mange af bronzealderens smykker har sin oprindelse i Grækenland, og i rige grave findes undertiden glasperler fremstillet i middelhavsområdet. Den modsatte vej blev rav udvekslet med metal og varer sydfra.

Samtidig skete der store forandringer hjemme. Krigere bevæbnet med bronzesværd blev en vigtig magtfaktor, sikkert anført af lokale høvdinge, og tusindvis af gravhøje blev opført som monumenter og hvilesteder for de ledende slægter. Et stigende befolkningstal medførte imidlertid øget pres på ressourcerne, og træ blev en mangelvare i det åbne græsningslandskab.

I 2019 blev der gjort et enestående fund i Kallerup. Det bestod af en ceremoniøkse, en dobbeltansigtet, hornet figur og to dobbelte hestefigurer, alle støbt i bronze. Genstandene blev frembåret som hellige rekvisitter ved tidens religiøse ceremonier, indtil de omkring 800 f.Kr. blev gravet ned for foden af områdets højest placerede gravhøj, måske som en ofring til guderne.

Kallerupfundet er unikt, men dets delelementer er dybt forankrede i bronzealderens religiøse billedverden, der centrerer sig omkring solen og ønsket om at sikre dens tilbagevendende gang over himlen. Fundet trækker tråde til fjerne egne af Europa, hvor den hornede figur også er kendt fra kulturer i Middelhavsområdet.

Kallerupfundet giver et enestående indblik i bronzealderens religiøse liv og er samtidig et udtryk for tidens vidtrækkende kulturkontakter.

Ved foden af gravhøjen Torshøj syd for Nors blev i 1885 gjort to usædvanlige fund. Et lerkar med en tung guldring, og et andet med ca. 100 små både af guldblik. Begge fund tolkes som ofre til bronzealderens højere magter.

PERMANENT UDSTILLING

Gården

Jernalderen 500 f.kr-800 e.kr.

Gården er Thisted Museums arkæologiske udstilling med fund fra jernalderens Thy. Af forskellige årsager har Thy helt særligt gode forhold til bevaring af dagligdagens liv i jernalderen.

Jernalderen bragte store forandringer med sig. Det nye metal – jernet – kunne udvindes lokalt fra mosernes myremalm, så nu behøvede man ikke længere at importere udefra.

Folk boede i gårde og små landsbyer, der blev liggende på samme sted gennem generationer. Landskabet var åbent og træfattigt, så husene havde tykke vægge af græstørv. Når nye huse blev opført oven på resterne af de gamle, kunne der med tiden opstå en tydelig forhøjning i terrænet – en byhøj.

I byhøjene kommer vi helt tæt på livet i oldtiden. Af og til brændte et hus, og i brandtomterne findes indbo og redskaber, ind imellem også husdyr, bevaret. De fleste fund er fra århundrederne omkring Kristi fødsel, hvor Thy var tæt befolket.

På denne tid gik Romerrigets nordgrænse langs Rhinen, og herfra nåede romerske mønter, våben og luksusvarer til Thy. En stormagt var rykket tæt på.

I jernalderudstillingen træder du ind i et typehus fra datidens Thy – et langhus. Udstillingens montrer viser, hvor ildstedet, indgangsbrolægningen med sildebensmønster, stalden og det store lerkar til opbevaring stod. I hjørnet af et hus, som brændte for ca. 2000 år siden, stod en stor, firkantet beholder af ler, der kunne rumme 300-400 liter.

Derudover finder du også en udstillet krigergrav, hvor en rig kriger – måske en høvding – omkring 175-250 e.kr. blev begravet med meget fint krigerudstyr i form af bl.a. et romersk sværd og et romersk bronzekar.

Kontakten med det store rige mod syd gav thyboerne ny inspiration – både i keramikken og i køkkenet. På en boplads fandt man skelettet af Danmarks ældste hane og den ældste ært, hvor sidstnævnte blev forkullet og nu er udstillet på Thisted Museum. Selvom der er sat en lup op, så skal du have øjnene med dig for at opleve en af museets måske mindste oldtidsgenstande.

AKTIVITETER

No events found.

20 min fra Thisted

BUNKERMUSEUM HANSTHOLM

På Bunkermuseum Hanstholm kommer du tæt på 2. Verdenskrig i den stærkeste, tyske fæstning i Danmark. Her ses spændende særudstillinger – f.eks. om 38 cm-kanoner, Olsen-Banden i Jylland og slagskibet ”Bismarck”. Hele sommeren kan man køre med det gamle ammunitionstog.

Museet ligger placeret i noget af Danmarks smukkeste natur på kanten af Vesterhavet og Nationalpark Thy.

  • 2. VERDENSKRIG
  • ATLANTVOLDEN
  • OLSEN-BANDEN
  • MUSEUMSTOG
  • HISTORISK
  • MUSEUMSBUTIK
50 min fra Hanstholm

HELTBORG MUSEUM

Måske den skønneste udsigt over Limfjordslandskabet? I Heltborg kan du opleve skiftende kunstudstillinger med blandt andet museets store samling af Jens Søndergaard-malerier. Du finder også en udstilling om landbrugets redskaber i tiden før traktoren.

I sommerferien er der børneaktiviteter og levendegørelse i jernaldergården bag museet.

  • KUNSTSAMLING
  • SÆRUDSTILLINGER
  • JERNALDERGÅRD
  • MUSEUMSBUTIK
  • LEVENDEGØRELSE
  • FØR TRAKTOREN
20 min fra Hanstholm

VORUPØR MUSEUM

I bådebyggerens gamle hus finder du Thys hyggeligste museum. I det gamle bådværft kan du se en traditionel klinkbygget båd og en række redskaber fra fiskeri, bådbygning og redningsvæsnet. Inde i huset fortæller vi historier om folket på kysten og forholdet til klithedens bær. Hvad er smagen af Thy?

Vorupør Museum byder på mange børneaktiviteter – blandt andet kan man bygge sin egen båd i værkstedet.

  • KYSTKULTUR
  • VÆRKSTED
  • BØRNEVENLIGT
  • MADKULTUR
  • SMAGEN AF THY
  • HYGGE…

Åbningstider

Uge 45

mandag3. november10:00 - 16:00
tirsdag4. november10:00 - 16:00
onsdag5. november10:00 - 16:00
torsdag6. november10:00 - 16:00
fredag7. november10:00 - 16:00
lørdag8. november10:00 - 16:00
søndag9. november10:00 - 16:00